Mesteren fra Himalaya Skyerne

Der var engang,
En sand fredselsker der vandrede rundt i mange verdener
I søgen efter evig lykke.
Hun gik på overfladen af Jorden, solene, månerne og skyerne.
Til sidst fandt hun,
At den hele tiden havde været skjult i selve hendes hjerte.
Så satte hun sig ned,
Og skulle til at nyde den nyfundne Lyksalighed,
Men pludselig kiggede hun ned,
Og så talløse væsener som krøb rundt i mørke,
For de søgte lykken uden.
Ligesom hende tidligere, på afveje i millioner af tidsaldre.
Så rullede hendes tårer ned...
Én dråbe, to dråber... og mange flere...
Hver dråbe blev en skinnede ædelsten,
Og snart var himmelstrøget overstrøet med glitrende tårer,
Som er stjernerne i dag.
De er for generte om dagen,
Og for rastløse om natten til at gå til ro.
For alle der efterstræber Sandheden,
Findes stjernerne til at oplyse Vejen,
Og til at minde dem om en hellig og viis person.

Af Højeste Mester Ching Hai
(fra Hendes antologi af digte, kaldet "Tavse Tårer")

Højeste Mester Ching Hais søgen efter en oplyst Mester, som kunne vise Hende den mest direkte vej til Gud, tog Hende gennem flere end 30 lande over en periode af omkring syv prøvende år. Hun besøgte utallige vigtige åndelige steder og ashramer, idet Hun hele tiden håbede på at finde den Mester, Hun måske intuitivt forstod ventede på Hende.

Til sidst ankom Hun til Indien, et land der har været benådet med mange store Mestre gennem århundreder. Under diskussionen om Hendes rejser i dette mystiske land bemærker Højeste Mester Ching Hai: "Der findes mange åndelige udøvere i Indien, som kun spiser ét måltid hver dag. De udøver en antal metoder frem for en enkelt udvalgt. Uden nogen fast bopæl rejser de omkring til fods i sin søgen efter Mestre og veje. De mediterer hver dag, glemmer aldrig at udøve, selv for ét minut under spisning og søvn. De mediterer ikke kort tid, bare for nogen minut. Du kan forestille dig, hvor gevaldig deres indre kraft er. Nogle af dem kan gå på ild uden at blive brændt. Sådanne er imidlertid bare mindre fiduser, der ikke kan føre til det endelige niveau. Det er vigtigere at opnå visdom og frigørelse. Vi har enorm latent kraft. Hvis vi udøver vel og har fuldstændig tro på os selv, så er ingenting uden for vor rækkevidde." Hendes tro, uselviske hengivenhed og altopslugende passion for at tjene andre kommer tydeligt frem, når Hun beskriver Sin tid i en af de mange ashramer Hun besøgte. "Når jeg havde tid, gjorde jeg hvad som helst der behøvedes at blive gjort. Eftersom de fleste ikke kunne lide husligt arbejde, såsom opvask og gulvvask, gjorde jeg disse arbejder, skønt kontorpersonale som vi sædvanligvis var fritaget fra anstrengende arbejde. Jeg arbejdede hurtigt, og hvis jeg fandt ting spredt overalt, når jeg var færdig med kontorsarbejdet, ryddede jeg hurtigt op i rodet, fordi jeg ikke syntes om uorden. Jeg vidste hvordan jeg skulle sætte tingene på plads, så jeg kunne gøre det hurtigt."

"Jo mere vi arbejder, desto mere oplyste bliver vi. Ærligt talt, var det en stor glæde for mig at skure trapper og gulv i Indien. Jeg sagde til mig selv i glædesrus: Ih! jeg er så beæret over at få muligheden til at rengøre trappen for disse helgener. Deres fødder går over disse steder hver dag; det er som om jeg vaskede helgenernes fødder. Jeg følte mig højst beæret! Denne tanke var spontan; ingen havde lært mig den. Bare det at vaske trappen disciplene betrådte var nok til at føle mig så beæret. Hvor meget mere beæret skulle jeg have følt mig, om det var trappen Mesteren anvendte? Det er bedre for os at arbejde uforbeholdent. Tjen andre, og alt skal blive dig givet."

"Under min tid i ashramerne, klæbede jeg aldrig til nogen oplyst Mester eller bad ham om at kigge på mig, mens jeg arbejdede. Jeg tjente bare. Jeg skurede trappen, rengjorde gulvet, vandene planterne, og gjorde de ting ingen anden ville gøre. Jeg vaskede køkkenudstyret, for det var det sidste, som folk ville gøre. Efter hvert måltid lå spise- og køkkenudstyret stablet som et bjerg. Alligevel fandt jeg lykke i at vaske dem hver dag."

Efter at have arbejdet utrætteligt i mange ashramer, fik Hendes virkeligt bemærkelsesværdige søgen sit sidste kapitel i den højeste og mest gådefulde bjergkæde i verden, Himalaya, stedet som inderne i århundreder har troet er gudernes bolig. Af denne grund vover millionvis af hengivne pilgrimme sig op i Himalaya-bjergne hvert år for at besøge de utallige hellige pladser, og for måske at møde én af de sjældne, oplyste væsener, som siges at bo i afsondrethed i afsides, hemmelige huler. Sørgeligt nok dør mange pilgrimme på vejen pga. hårde vejrforhold, jordskred eller det farlige isede terræn. Der findes kun få bekvemmeligheder, så selv nogle dør af sult. Frygt afholder de fleste pilgrimme fra at vove sig for langt. Bare et overordentligt sjældent væsen med klippefast tro på den Universelle Kraft og et vældigt mod skulle ignorere de åbenlyse farer. Da Hun talte om Sine talrige Himalaya fodture, som gradvist bragte Hende højere og dybere i den snefyldte region, sagde Højeste Mester Ching Hai: "Da jeg var i Himalaya-bjergene, havde jeg ikke råd til at leje en hest eller en kuli. Jeg havde ingenting, så jeg kunne bare vandre. Måske holdt den uophørlige vandring mig varm. Ellers ville jeg have frosset, eftersom jeg gik i våde klæder og sko, i regn og sne i bjergene. Nogle bjergtoppe var høje og knejsende, og så ærefrygtindgydende ud. Dengang må jeg have været lige så tosset, som et par der er vildt forelskede og glemmer alt andet. Forelskede er blinde for ægteskabets og familielivets farer og byrde, ej heller tænker de på fremtiden. De er fængslede af sin kærlighedsaffære for hinanden, og lever bare i det øjebliks tid."

"Hvorledes det end er, så velsigner Gud idioter som mig. Mens jeg ledte efter en oplyst Mester, havde jeg bare to sæt tøj, men jeg blev aldrig forkølet, mens jeg gennemkrydsede Himalayas stier. Somme tider havde jeg ikke engang råd til at købe brænde til at tørre mit tøj, så jeg satte mig i nærheden af andres ildsteder, mens jeg holdt tøjet i hænderne. Heden fik mit tøj til at tørre hurtigere, og desuden kunne jeg tørre mig selv. Jeg må have været blind og 'Gud-tosset'. Jeg ville sikkert ikke turde gøre det nu."

"Alt hvad jeg dengang havde i tankerne var Gud; og det eneste jeg kunne se var Gud. Der var ikke plads til familie eller penge. Jeg var tilstrækkelig dum, men ingenting andet kunne trænge ind i mit sind, fordi jeg bare havde Gud i hjertet. Det er ligesom når vi er forelskede, så er vi fuldstændigt blinde for vor elskers fejl, og vi nægter at lytte til nogen som helst ufordelagtige bemærkninger om ham. Sandsynligvis var det derfor at Gud gav mig beskyttelse, for ellers ville jeg være død for længe siden."

Højeste Mester Ching Hais hengivenhed for Gud gjorde Hende i stand til at overvinde de mange genvordigheder - forbundet med at rejse alene og i det ugæstfrie bjergområde - som Hun oplevede. "I nogle dele af Himalaya gjorde det lave lufttryk det svært at tilberede maden ordentligt. Jeg kunne bare vaske maden i Ganges og spise den rå. Den var dog lækker. Himalaya-bjergene er det mest vidunderlige sted. Jeg kunne klare mig uden varmt vand. Det var sjovt at tage en kold dukkert. Det var så koldt, at det føltes som om min krop var skrumpet ind. Jeg talte til 5, og sprang så op fra den iskolde flod. Dengang var det som om min krop slog ud som tusinde blomster, og jeg følte mig så opstemt." På det som skulle vise sig at blive Hendes sidste tur ind i gudernes bolig, begyndte Højeste Mester Ching Hai som Hun ofte havde gjort tidligere, med kun to sæt tøj, et par sportssko, en sovepose, en vandflaske, et par bøger og en vandringsstav. Hun var våd og kold næsten konstant, mens Hun steg højere og højere op. Jo længere Hun kom, desto flere ejendele opgav Hun for at spare energi. Efter at have opgivet praktisk talt alt, lagde Hun Sit liv fuldstændigt i Guds hænder. Alt kommer til de der søger Gud, og Gud alene. Så det var uundgåeligt, at Hun en skønne dag ville finde den Mester Hun uophørligt havde længtes inderligt efter. Den Mester var den store Mester Khuda Ji, som boede i afsondrethed dybt i Himalaya-bjergene. Mester Khuda Ji var fire hundrede og halvtreds år gammel, da Han initierede Højeste Mester Ching Hai i den ældgamle kunst for meditation på den himmelske Lyd og det guddommelige Lys. Han var tålmodigt blevet i Sin Himalaya-bolig for at vente på Hende. Hun skulle blive Hans første og eneste discipel. Selvom Hun havde udøvet denne meditationsform tidligere, skulle Mester Khuda Ji tildele Hende den yderste åndelige overføring, som er essensen i Initieringen. Kun de få store Mestre, som har opnået det Yderste, kan udføre Initiering.

Højeste Mester Ching Hai taler sjældent om Mester Khuda Ji, som forlod det fysiske rige efter at Hans ædle mission var fuldført. Hun anerkender alle som har undervist Hende ved ethvert punkt i Hendes søgen, men sparer den højeste hyldest til Gud. "Jeg havde mange Mestre, både håndgribelige og uhåndgribelige, og hver af dem lærte mig forskellige ting. Sandheden er, Gud er min eneste oplyste Mester." Da Hun imidlertid engang blev spurgt af en af Hendes initierede om Hendes store Himalaya Mester, svarede Hun: "Åh, jeg fulgte en oplyst Mester, en meget stor! Han er imidlertid gået bort. Han havde bare en discipel, det var mig. Og jeg skal videreføre Hans arbejde."

Højeste Mester Ching Hai opholdt sig i Himalaya-bjergene i flere måneder efter Sin oplevelse med Mester Khuda Ji, og Hun fuldendte den ældgamle meditationskunst. Til trods for de ekstreme forhold og mange modgange, følte Hun Sig mærkeligt forbundet med denne enestående, åndelige region; som Hun engang sagde: "I Himalaya kunne man føle alle dyrene og planterne skænke en blid og venlig atmosfære. Himlen var rolig og grænseløs; fyrretræerne var meget venlige. Jeg levede på stor højde og kunne føle de hvide skyer flyde rundt om mig. Det var som om jeg gik på skyerne. Jeg påkaldte ikke skyerne til at svæve på; de kom af sig selv. Du har måske set malerier af personer der svæver på skyer; det er nøjagtigt det jeg forsøger at beskrive. Det var ikke noget himmelsk fænomen; snarere var det et almindeligt sceneri i Himalaya.

Efter tilbagevenden til sletterne, besøgte Hun en af de ashramer Hun havde opholdt Sig i forud. Mens Hun sad og harmløst læste en bortkastet avis, gjorde en af ashramens mest mangeårige disciple, som havde udøvet under tre efterfølgende Mestre i overførings-rækkefølgen, uforbeholdent en fuldkrops prostration foran Hende fuldt synligt for alle omkring, og berørte og endog kyssede Hendes fødder. Naturligvis blev Højeste Mester Ching Hai overrasket og overvældet, som Hun senere forklarede: "Det var ikke første gang vi mødtes; vi havde arbejdet sammen i adskillige måneder og havde drukket te sammen. Han gjorde imidlertid prostrationen for mig, efter at jeg kom tilbage fra min udflugt til Himalaya. Jeg blev bange for, at mit ego skulle vokse sig stor som bjerget! Som alle andre rundt om os dengang, blev jeg virkeligt overrasket. Jeg blev så chokeret, at jeg ikke kunne tænke på noget som helst. Mit sind var tomt og kunne ikke give hændelsen flere tanker. Jeg vidste bare, at jeg måtte tage af sted." Og det gjorde Hun, umiddelbart.

Hun forsøgte desperat at forblive lidet iøjnefaldende, mens Hun rejste vidt omkring i Indien. Imidlertid var Hendes sublime, Indre Lys umuligt at skjule.

På Indiens Maha Kumbh Mela festival, som afholdes hvert tolvte år ved Hardwar på Ganges flodens bredder i Uttar Pradesh, samles millioner af hinduer fra alle dele af landet i en hel måned. Det er en sjælden forsamling af åndelige Mestre, hvoraf mange bare vover sig ned fra Himalaya ved denne lejlighed, så pilgrimme kommer med spørgsmål og alle mulige slags gaver til dem. Måske ikke helt overraskende forårsagede Højeste Mester Ching Hais besøg en hel del røre. "Da jeg var på Kumbh Mela, fulgte mange mennesker mig. Hvis en kvinde går alene ud i Indien, skulle folk kaste sten på hende, for de tænker hun er en dårlig kvinde. Skønt jeg rejste alene, bukkede folk imidlertid for mig og gav mig krydderier, kokosnødder, blomster og mad. De gav mig endda det bedste telt, den slags som almindeligvis reserveres for store Mestre. De lod mig anvende et stort telt helt for mig selv, mens nogle andre Mestre måtte klemme sig ind i ét telt." "Der var intet ved mig, som skulle tiltrække opmærksomhed. Jeg sætte ikke søm i mig eller lod skægget vokse; ej heller gjorde jeg mig sort med aske; eller var så tynd som et skelet. Man genkendte helgener det øjeblik man så dem. De havde været i solen dagen lang, så de fleste var mørke. De lod skægget vokse, fordi de ikke har tid at barbere sig. De havde desuden langt hår. Man kunne umiddelbart forstå, at de var oplyste Mestre eller Helgener. Jeg lignede ikke nogen af dem."

Til slut forlod Hun Indien, men uanset hvor Hun rejste, vidste folk intuitivt om Hendes åndelige storhed. Hun havde intet ønske om at tiltrække tilhængere; men uanset hvor mange gange Hun flygtede fra dem der fandt Hende, blev de bare ved med at komme. Endeligt på Taiwan, ligesom det var sket ved andre lejligheder i Indien, i New York City, og i andre dele af verden, blev Hun fundet af en gruppe åndeligt søgende, som på guddommeligt vis blev ledt til Hende. På det tidspunkt levede Hun anonymt bag et lille, ret ukendt tempel. Hun blev berørt af deres oprigtighed, og indså at Hun ikke længere kunne undvige Sit livs opgave. De søgende søgte oprigtigt initiering, så den gav Højeste Mester Ching Hai dem senere, og således begyndte Hendes offentlige liv som Mester.

Mens Højeste Mester Ching Hais mission først og fremmest er åndelig, sørger Hun ikke desto mindre for nødvendig materiel hjælp til nødlidende, hver gang det er muligt. Som resultat af dette har Hun i løbet af de sidste få år modtaget talrige priser, som anerkender Hendes humanitære engagement, som har bistået millioner af mennesker over hele verden til at klare naturkatastrofer, fattigdom og sygdom. Den mest betydningsfulde hidtil var 1994 World Spiritual Leadership Award (Pris for Åndeligt Verdens-lederskab), som blev tildelt af guvernørerne fra seks stater i USA (Illinois, Iowa, Wisconsin, Kansas, Missouri og Minnesota) for Hendes gavmilde hjælp efter 1993 Mississippi oversvømmelsen. De fleste andre af Hendes hjælpeindsatser forblev ubemærkede, eftersom de ikke blev udført via regeringer. Hendes ikke-diskriminerende medfølelse, ligesom Hendes tålmodighed, beslutsomhed og udholdenhed, som Hun har udvist hele livet, er vigtige kvaliteter for alle åndelige aspiranter. Det er også de kvaliteter, som blev undervist i og eksemplificeret af store, fortidige Mestre, som Jesus, Shakyamuni Buddha, Krishna, Lao Tzu, Muhammed, Guru Nanak, osv. Den åndelige vej de følger er - og har altid været - den samme, skønt hver Mesters liv er unikt. Den vej er vejen for meditation på den himmelske Lyd og det himmelske Lys. Højeste Mester Ching Hai har kaldt den for Quan Yin Metoden, fordi Hun gav Sin første offentlige undervisning i Formosa. Quan Yin er en kinesisk term der betyder iagttagelse af den indre Vibration.

Denne oprindelige Vibration eller Lyd er i sin natur transcendental og opfattes derfor i tavshed. Jesu disciple kaldte den for 'Helligånden' eller 'Ordet' (som kommer fra det græske ord 'Logos' der betyder lyd). "I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud." Efter at Shakyamuni Buddha havde opnået oplysningen, talte Han også om denne Lyd, og kaldte den for 'udødelighedens tromme'. Krishna satte lighedstegn mellem Sig Selv og 'lyden i æteren'. Muhammed opfattede denne Lyd i hulen ved Gare-Hira, da Han fik en vision af ærkeenglen Gabriel, og Lao Tzu beskrev Tao som 'den Store Tone'.

Åndeligt Lys manifesteres også som et aspekt af det Guddommelige Nærvær. Derfor tildeler de store Mestre både transcendental Lyd og Lys, såsom Højeste Mester Ching Hai forklarer det: "Så kommer vi i kontakt med denne Ånd, som er en manifestation af guddommeligt Lys og Vibration, og ved at gøre det, lærer vi Gud at kende. Rent faktisk er det egentligt ikke nogen metode. Det er Mesterens kraft. Hvis du har den, så kan du overføre den. Det er en transcendental metode, som ikke kan beskrives med vort sprog. Selvom nogen beskriver den for dig, vil du ikke modtage Lyset og Vibrationen, den indre fred og visdom. Alt overføres i tavshed, og du vil se dine gamle Mestre som Jesus eller Buddha. Du vil modtage alt det du behøver for at følge Deres fodspor, og lidt efter lidt vil du blive Kristus-lignende, og du vil blive én med Gud."

I løbet af mindre end ti år har det ældgamle budskab om Quan Yin meditation spredt sig til mange lande over kloden. Højeste Mester Ching Hais mange foredrag og uformelle diskussioner er blevet afskrevet til utallige bøger, og lyd/videobånd på flere sprog, og hundrede tusinder fra forskellige trosretninger er blevet initierede. Højeste Mester Ching Hai accepterer alle oprigtige, åndelige aspiranter for initiering, hvilken - ligesom Hendes offentlige foredrag - altid gives gratis. Aspiranter skal indvilge i et livslangt løfte om grundlæggende etiske adfærdskoder, inklusiv overholdelse af en lakto-vegetarisk eller vegan kost. Hun finansierer Sin mission med indkomsten fra salget af Sine farverige illustrationer, udsøgte design af modetøj og fine smykker, som alle har været udstillet internationalt til kritisk hyldest.

Den høje fart over Højeste Mester Ching Hais vitale og selv-opofrende arbejde fortsætter i dag, og med Guds nåde vil det fortsætte sådant langt ind i fremtiden. Hendes arbejde vil gøre så mange væsener som muligt i stand til at forbinde sig med en yderst dyrebar, fuldt oplyst Mester. Hun har ofte sagt, at sådanne forbindelser skabes måske én gang på flere millioner år, så Hun byder naturligvis alle velkommen, som føler at deres tid nu er kommet.

Copyright © Højeste Mester Ching Hai International Association
Alle Rettigheder Reserverede.